Det er vel på tide, at jeg fortæller hele min historie og ikke blot løfter sløret i små usammenhængende dele..
Jeg ønsker at fortælle den her samlet så I kan forstå hvorfor jeg er så hårdt ramt….også på psyken og ikke bare forkaster mig som et hysterisk kvindevæsen.
26. maj 2014 
Jeg får tæsk af en nabo-pige, der er i en hash-rus. Hun beretter i politirapporten, at jeg kom over til hende, 
men det gjorde jeg ikke. Hun kom over til mig sammen med en veninde og det var i min indkørsel jeg fik tæsk. 
Denne aften går jeg i seng med en giga hovedpine og en arm, der føles som om den er revet af og som jeg heller ikke kan løfte. 
27. maj 2014 
Kontakter jeg lægen, dvs. eget lægehus er lukket og patienter henvises til Lægerne i Billund.
Jeg kontakter også politiet og får oplyst, at jeg blot kan få oprettet et journal nr og dette gøres med det samme, mens vi taler i telefonen. Endvidere oplyses jeg om, at jeg altid kan vende tilbage og melde pigen for vold. Jeg får intet at vide om tidsfrist. Jeg synes at dette er en god løsning, da jeg jo ikke regner med at skaden er permanent og jeg har ikke et ønske om at straffe pigen, der jo har leget i vores have som barn og jeg vil heller ikke være uvenner med hendes forældre (dette lagde politiet særligt vægt på kunne være en konsekvens af en voldsanmeldelse) Med en journal nr ville jeg jo være sikret—også forsikringsmæssigt, så jeg kan få mine udgifter dækket.
Jeg kontakter forsikringsselskabet og får noteret hændelsen. 
28. maj 2014 

Taler jeg med egen læge i telefonen og vi aftaler medicin. Jeg er også forbi lægen og får en slynge på armen 
4. juni 2014 
Er jeg tilbage hos egen læge og her bliver jeg sendt videre på skadestuen i Kolding og starter herefter et forløb med blokader hos en ortopædkirurg, der også havde skadestuevagten denne dag. Han kunne fortælle at jeg havde en betændt slimsæk og en overrevet sene i skulderen. 
Juni 2014 
I denne periode bliver jeg tilfældigt gjort opmærksom på Offerrådgivningen som jeg kontakter og taler med. Offerrådgivningen giver mit telefonnummer til en advokat, der straks be’r mig om at melde overfaldet til politiet. 
8. september 2014 
Er jeg på politistationen og afhøres.
11. september 2014 

Bliver jeg opereret: slimsæk fjernes.

17.-20. september 2014 

Indlagt på Kolding sygehus, da smerterne efter operationen er ulidelige. Ikke en succes og der er flere fejl i journalen.

10. november 2014

Kontrol på Kolding sygehus, hvor ortopædkirurgen nu mener at jeg har en frossen skulder og det kan tage 1-3 år og ja han havde da også hørt om nogen, der gik med en frossen skulder i 10 år? Afsluttes uden genoptræning . Og jeg skal holde armen i ro indtil den frosne skulder ikke længere smerter.

11. november 2014

Kontakter egen lægen og beder om smertestillende medicin.
Får også en tid senere på ugen til en samtale, hvor egen læge allerede står klar med en henvisning til en second opinion. Aftaler også med egen læge, at jeg skal tale med en psykolog, da jeg nu er havnet i en depression over beskeden.

Denne dag modtager jeg et brev fra politiet, om at der ikke rejses tiltale mod skadevolder.

Forsøger at kontakte egen advokat, da jeg er helt uforstående overfor begrundelsen, at jeg ikke er kommet til skade af nogen betydning? Advokaten er i København i denne uge og han vil kontakte mig, når han er tilbage igen….det skete først meget senere..

12. november 2014

Jeg kontakter senior anklageren pr telefon. Jeg er fuldstændig slået ud over uanstændigheden i at kalde min skade for ”ikke betydelig” og tænker at det da må være en fejl. Jeg vil også gerne vide hvilken journal hun har læst det i. Jeg får beskeden, at hun selv har vurderet, at min skade er ubetydelig ud fra politirapporten. Jeg spørger pænt om hun har set min lægejournal og hertil får jeg et skarpt svar, at det vil hun bestemt ikke bruge politiets ressourcer på. Og da jeg spørger om man kan klage over denne afgørelse, får jeg et lige så skarpt NEJ. Jeg kan, som hun skriver lave en civilt søgsmål eller søge erstatning hos Erstatningsnævnet. Hendes afgørelse kan IKKE ændres.
Dette viser sig sidenhen at være forkert. Jeg havde mulighed for at klage over hendes afgørelse og hun SKULLE ha oplyst og vedlagt information om klagemuligheden. (skadevolder fik oplyst, at der var en klagemulighed?)
November 2015
Jeg er nu helt slået ud og er sendt ud i en seriøs depression .

Jeg har heller ikke megen held med at få kontakt med advokaten, men da han ringer mig op, fortæller han, at han ikke kan gøre noget før han modtager denne afgørelse fra senior-anklageren. Jeg bliver ved med at spørge om det virkelig kan være rigtigt, at hun må skrive at min skade ikke er betydelig?

Herefter er dagene sorte som i S O R T.

Gennem forsikringen får jeg bevilliget 10 timers psykolog-timer, men da jeg ikke har mulighed for at komme frem til den henviste psykolog, får jeg samtalerne over telefonen. Dette fungerede fint og noget jeg vil fortælle mere om i et andet blog-indlæg
21. november 2015
Jeg får en second opinion hos overlægen i ortopædkirurgi på Vejle sygehus, der straks konstaterer, at jeg har fået en nerveskade ved slaget/overfaldet. En skade, der er permanent og som jeg skal lære at leve med.

Herefter starter jeg et forløb på Vejle Sygehus hos en afspændingspædagog, for at få styr på om nogle af smerterne også skyldes det chok kroppen (og sindet) fik ved overfaldet. Behandlingen var meget lig med den KST, som jeg havde fået på Anemoneklinikken helt frem til operationen. Afspændingspædagogen kunne også konstatere, at smerterne alene skyldtes nerveskaden.


December 2014/Januar 2015
Jeg får den endelige besked fra ortopædkirurgen om, at jeg skal lære at leve med smerten (den der overdøvende brændende sviende smerte) og hun ikke kan tilbyde mig mere pt? Jeg nægter at give op og be’r om en løsning på alternativ smertestillende medicin, der kan tillade mig, at køre bil (plus medicinen ikke virkede optimalt) Ortopædkirurgen kunne så tilbyde at sende mig videre i systemet og lige nu er jeg tilknyttet smerteklinikken i Give. Se man skal ikke altid tage et nej for et nej 😉
26. januar 2015

Advokaten bekræfter, at han nu har modtaget brev fra senior anklageren om at sagen mod skadevolder er frafaldet. Tidsfristen for at klage er nu passeret (i øvrigt har advokaten ikke på noget tidspunkt nævnt en klagemulighed…det har jeg selv fundet ud af ved at kontakte politiklagemyndigheden, da jeg i april måned forsøger at finde hoved og hale i min situation)
Nu hvor advokaten har modtaget brevet fra senior anklageren, kan han sende papirerne ind til Erstatningsnævnet, hvor jeg har mulighed for at søge erstatning.

20. marts 2015

Modtager jeg mail fra advokaten med et svar fra Erstatningsnævnet. Dette brev forstår jeg ikke helt ordlyden af og kontakter advokaten. Jeg taler med sekretæren og hun forklarer, at det er en afvisning med mindre jeg kan give en god begrundelse for den sene voldsanmeldelse. Sekretæren, som jeg hovedsagelig har haft kontakt med skriver en begrundelse, som sendes til Erstatningsnævnet.

April 2015
Jeg har kontaktet Erstatningsnævnet, der forklarede mig, at svar-mailen, er et høringssvar, hvor de beder om flere oplysninger inden afgørelsen træffes. Hun fortæller også at der skal MEGET til for at de ser bort fra reglerne omkring anmeldelsestidspunktet (politiet har ikke dateret journal nummeret med den dag, jeg meldte overfaldet?).

…..venter på svar fra Erstatningsnævnet og kan forvente et svar juni.

Kontakter anden advokat og får hende til at se på hele sagen og papirerne, da jeg føler mig usikker og ikke hørt. Svaret var nedslående og hun sagde, at jeg heller ikke skulle forvente nogen form for erstatning fra Erstatningsnævnet med følgende begrundelse:

– skadevolder havde ikke til hensigt at skade mig
– politiet frafaldt tiltalen (også selvom om det var på fejlagtigt grundlag)

Maj 2015

Jeg forsøger at finde “my new normal” og holde fokus på, at jeg VIL ha hjælp og der MÅ være en løsning, så jeg kan vende tilbage til et rimeligt aktivitetsniveau (og køre bil igen) 

Tak fordi du læste til enden på min lange fortælling her 🙂

Powered by WPeMatico

Trackback

no comment untill now

Sorry, comments closed.